Gå til hovedindhold

Oplev vandets kraft ved Bindslev Elværk

Bindslev Elværk ved Strømmen er en lille unik oplevelse for hele familien. Her kan man opleve, hvordan vand fra Uggerby Å kan få store maskiner til at dreje og lave elektricitet.

Elværket blev bygget i 1918, hvor man begyndte at bruge vandets kraft til at lave strøm til byen og byens erhverv. Dengang var det en ny måde at udnytte naturens energi på og i dag kan man stadig se, hvordan det fungerer.

Se elværkets historie her.
 

Se turbinen i kælderen

Elværkets store turbine står i kælderen og producerer strøm hver dag. Gå en tur i kælderen og vis børnene den teknik, der kan omdanne vandkraft til strøm i stikkontakten.

Se åbningstiderne her.
Er du interesseret i teknisk viden? Så se her.

Turbine

 

Fisketrappen

Bindslev Elværk har i mange år været kendt for sin ikoniske fisketrappe ved Uggerby Å.

Da elværket blev etableret i 1918, var det nødvendigt at dæmme åen op for at skabe energi nok til at drive turbinen og producere elektricitet. Opdæmningen gjorde dog samtidig, at fiskene ikke længere kunne svømme frit gennem åen. Derfor begyndte man allerede tidligt at arbejde på løsninger, der kunne hjælpe fiskene forbi spærringen uden at fjerne elværkets mulighed for at udnytte vandets kraft.

Den første løsning var en mindre fisketrappe. Senere blev den erstattet af en større, nemlig den fisketrappe mange besøgende har set gennem årene. Den blev et karakteristisk element ved elværket og et tydeligt eksempel på forsøget på at forene natur og teknik.

Omkring 2020 blev der vedtaget et EU-direktiv, som har til formål at fjerne spærringer i vandløb og forbedre forholdene for fisk og dyreliv. Det førte til beslutningen om at fjerne fisketrappen og i stedet gennemføre et større naturprojekt i åen. Her blev faldet i vandstanden fordelt over et længere stryg, så fiskene igen kan passere naturligt.

Samtidig blev der lagt stor vægt på at bevare elværket som et levende eksempel på vandkraft. Derfor løber en del af vandet stadig gennem elværket, så turbinen fortsat kan dreje og producere en mindre mængde strøm til museets drift. 

Fjernelse af fisketrappen
 

Fra vandkraft til grøn energi 

For over 100 år siden brugte man vandets kræfter til at lave strøm til hele byen. I dag arbejder vi igen med naturens energi, blandt andet fra vind, sol og vand.

Et besøg ved Strømmen er derfor både en hyggelig tur i naturen og en spændende mulighed for at se, hvordan vand kan blive til elektricitet. 

Tag familien med på opdagelse ved åen og oplev et sted, hvor natur, historie og teknik mødes.

Elværket